Interview med Thomas Dahlberg
Direktør i Dansk Handicapforbund, Thomas Dahlberg, har store forventninger til det nye Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup.
”Vi skal vænne os til at sige ”vi” på to måder, både om
vores egen organisation, og så skal vi sige ”vi” om de nye kolleger, de andre
organisationer, vi skal dele det nye hus i Høje Tåstrup med.”
Direktør i Dansk Handicapforbund, Thomas Dahlberg, har store forventninger til det nye
Handicaporganisationernes Hus i Høje Tåstrup.
For Thomas Dahlberg
er det ikke så vigtigt, at hans forbund skal til at dele post og printrum med
andre. Det handler om den handicapbevægelse, der sættes i gang, når 18
handicaporganisationer skal dele samme hus.
Thomas Dahlberg er for nylig startet som direktør i Dansk Handicapforbund med
8000 medlemmer, og han er med i Intern Proces Gruppen, som forbereder det nye
domicil.
”Mødet på Nyborg Strand 1. juni, hvor vi sammen protesterede over hetzen mod handicappede,
er en slags manifestation. Den kan være en forløber for vores nye fælles liv i
handicaphuset i Høje Tåstrup. Der er nogle helt andre udfordringer, end at vi
skal være fælles om post og reception,” siger Thomas Dahlberg, som har
store forventninger til huset:
”Det er ikke en fordel at sidde i hver sin ende af landet eller byen og forsøge
at råbe nogen op, især ikke nu, hvor så mange rasler med sablerne med
besparelser omkring vores område. Det er en kombination af snusfornuft og
muligheder for fællesskab, og vi vil komme til at manifestere os sammen som en
bevægelse. Vi er en samling mangfoldige organisationer med forskellige slags
handicaps, og udfordringen bliver at tænke i ”vi” i det store perspektiv.
Dybest set er vi jo konkurrenter om fælles midler, og det vil derfor få en
positiv effekt på vores samarbejde at bo under samme tag. Vi kan fx være sammen
om fundraising, for vi kan jo arbejde sammen om at ”jage byttet”. Det bliver også
nemmere at få politikerne i tale, når man har et fælles sted. Huset bygges jo
på en måde, så man bliver involveret i fællesskab, og det er nu en gang mødet
mellem mennesker, som giver nye ideer,” siger Thomas Dahlberg.
Han ser for sig, at organisationsfolkene mødes på de uformelle mødesteder og
får nye ideer over kaffen ved cafebordene.
Dahlberg ser det nye hus som en stor ny chance for både store og små
organisationer:
”Der er mange muligheder for konkrete samarbejdsprojekter udover de praktiske
som administration, driftsøkonomi og journalisering – måske et fælles intranet?
Der bliver masser af synenergieffekter i det nye hus. Udover ansatte vil der
også komme masser af tillidsfolk, vi har fx 450, det er jo også deres hus, og
de er en vigtig del af vores organisation.”
”Der er ingen tvivl om, at de små organisationer får stor fordel af at flytte
sammen med de store, for de vil blive dygtigere til at sætte deres egen dagsorden.
Det vil være den højeste overligger, som kommer til at blive kendetegnende for
huset. Jeg er sikker på, det vil have en afsmittende effekt. Vi skal stadig
også tænke i det lille ”vi” på vores egen forbunds identitet. Hvem ved, måske
bliver der på længere sigt tale om fusioner mellem nogle af
handicap-organisationerne?” forestiller Thomas Dahlberg sig.


