Uge 18
Hvad sker der på byggepladsen?
Vi har tidligere skrevet, at byggeriet har været i en fase, hvor der er kommet fokus på det indvendige, fordi den udvendige del har været meget langt, og huset var blevet lukket af. Det har dog desværre vist sig ikke helt at være tilfældet. Da det regnede kraftigt i sidste uge mellem tirsdag og onsdag viste det sig således, at de små taghuse (som vi skrev om i uge 13) ikke var lukket tæt af. Det betød, at der kom vand ind under taget og på tredje sal. Derfor har vi og NCC haft travlt med at få undersøgt skaderne på tagisolering, allerede opsatte gipsvægge på tredje sal mv. Det er NCC’s ansvar, men vi skal således på vores side sikre, at alt bliver udbedret og ikke på et senere tidspunkt vil give skimmelsvamp eller andet i bygningen. Derfor har vi fået lavet en ekstern vurdering af skaderne. Det ser ud til, at der skal udskiftes en del, og det er rigtigt ærgerligt! Det forventes ikke at give forsinkelser i forhold til afleveringsdatoen den 16/11 2012 og dermed åbningen den 12/12 2012.
Besøg på den kommende arbejdsplads
Der er rigtigt kommet gang i organisationernes besøg på byggepladsen, hvor medarbejderne kan se kontorfordelingen og størrelsen på de forskellige kontorer i de fingre og på de niveauer, hvor der er sat gipsplader op. Man kan se fællesarealerne forme sig med kantine, gangarealer mv. og ikke mindst det store atrium, hvor glasoverdækningen er på plads, så lyset kan strømme ind i bygningen også der fra. Tirsdag i sidste uge var det DHF, der var på guidet tur, og deltagerne kan ses på billedet nedenfor i deres sikkerhedsudstyr.
Som en af de nye ting, kunne DHF afprøve elevatorerne til etagerne, og det gik rigtigt godt! Det er en af de ting, hvor der er udviklet særligt på tilgængeligheden i forbindelse med verdens mest tilgængelige kontorhus. Der er således indgået en aftale med firmaet GEZE om et fodtryk eller en kontakt i form af en gummiplade, der ved tryk kan åbne døre. Ved elevatoren kan f.eks. en kørestolsbruger via tryk på pladen aktivere den til at stoppe på alle etager. Det er en helt ny og enkel tilgængelig løsning, som vi indvier med vores hus. I denne uge skal DH’s medarbejdere besøge pladsen, så husk nu at få booket en tur i god tid hos guiden Jesper Boesen!
Parken for Alle
I november 2011 fik vi støtte fra Tips- og Lottomidler til Friluftslivet til fase 1 af projektet med at skabe ”Parken for Alle” – verdens mest tilgængelige park. Fase 1 omfattede projektudvikling og udarbejdelse af skitseforslag for parken. Vi har nu et færdigt skitseforslag, og der er arrangeret en udstilling om ”Parken for Alle”, der åbner den 10. maj 2012 kl. 15.00 i Rådhushallen på Høje-Taastrup Rådhus. Alle er velkomne!
Med ”Parken for Alle” viser vi, hvordan det er muligt på begrænset plads at skabe nye og tilgængelige former for byrum med mangeartede aktiviteter, rekreativt samvær og naturformidling. Der sættes nye standarder for inklusion og fællesskab, for evner, alder og størrelse er tænkt ind i udformningen af parken, så den kan udforskes og opleves i fællesskab. ”Parken for Alle”
Parken skal være for hele lokalområdet og indbyde til samvær, og derfor er skitseforslaget for ”Parken for Alle” udviklet i fællesskab med de kommende brugere igennem workshops med deltagelse af repræsentanter fra bl.a. lokalområdets daginstitutioner, skoler, botilbud, foreninger og organisationer for ældre og personer med handicap, afdelinger i kommunen m.fl. Skitseforslaget viser med plantegninger, illustrationer mv., hvad der vil blive arbejdet videre med. Derudover vil man på udstillingen kunne få indblik i processen og principperne bag samt se eksempler på arkitektstuderendes arbejde med inklusion og fællesskab i urbane rum, rekreative arealer og natur, der har medvirket som inspiration. Udstillingen kan ses frem til den 15. juni 2012 i Rådhusets åbningstid.
Fakta
Høje-Taastrup Kommune stiller en grund ved siden af Handicaporganisationernes Hus på 5.700 m2 til rådighed og står for drift og vedligehold af parken i minimum 20 år. DH opfører parken, der integreres med de grønne områder, der skabes rundt om huset, hvilket betyder, at det samlede areal for parken bliver på op mod 8.000 m2 i alt.



